CHOKOLADEMOUSSE

Der er altså ikke meget der kan slå en lækker cremet chokolademousse, rig på smag, rund af fløde og så med en lille klat fløde på toppen. 

Af de mange forskellige desserter, der roterede i min bedstemors dessert-repertoire, er chokolademoussen nok min favorit, tæt forbundet med citronfromagen, der også er en evig klassiker. 

Chokolademousse kan laves på flere forskellige måder, men jeg sværger til typen der både bruger rundhåndede mængder fløde, æg og husblas. Det er alt sammen ingredienser der sørger for den helt perfekte smag - og husblassen sørger for at holde på formen, så man ikke får en smattet dessert, der nærmere minder om en flødecreme, end en reel, fast choko-mousse. 

Når det kommer til desserter er chokolademoussen altså svær at komme udenom. Den gør sig rigtig godt som afslutning på en tre-retters - portionsanrettet hvis det skal være fint - men anrettet i en stor skål, er nu måden der står mit hjerte nærmest. 

Om jeg lige skal have en skefuld mere? Det tror jeg nok, jeg skal!

En chokolademousse står og falder på chokoladen, og det kan heldigvis tilpasses efter smag - jeg skal gerne have den mørk, men moussen kan også kreeres på mælkechokolade eller hvid chokolade - og hvis man er helt pjattet med chokolade, har jeg før set folk eksperimentere med en 3-delt chokolademousse dessert - et choko ekstravaganza der kombinerer hvid chokolademousse, lys chokomousse og mousse på mørk chokolade til en, nærmest hellig(?) treenighed. 

En chokolademousse er ikke det allernemmeste lige at røre sammen, og det gælder særligt her, fordi der både skal balanceres med stive æggehvider, vandbad med både chokolade og husblas og vigtigheden i at få sammenrørt alle tingene til den rette konsistens, så man undgår klumper af den ene eller anden slags. Derfor har jeg også delt opskriftens fremgangsmetode op i ret så mange trin - men hellere flere punkter, end at noget går tabt i farten. 

Chokolademousse

Klassisk lækker chokolademousse med husblas

4 portioner

5 timer, 25 minutter

Forberedelse: 0 minutter

Ventetid: 5 timer

Tilberedning: 25 minutter

Ca. 750 kcal pr. portion

Ingredienser

  • 180 gram chokolade (ca. 50-60 procent kakao)
  • 3½ dl piskefløde
  • 2 stk æggehvider
  • 2 stk æggeblomme
  • 2 spsk. sukker
  • 2 plade husblas

Fremgangsmåde

  1. To ark husblas lægges til udblødning i en skål med koldt vand - cirka 10 minutter
  2. Pisk æggeblommer med to spiseskefulde sukker til det bliver en luftig æggesnaps.
  3. Pisk æggehvider stive i en anden skål og stil til side.
  4. Pisk 3 dl fløde til en let flødeskum
  5. Hæld vand fra husblas og smelt dem over en gryde med kogende vand (vandbad) - tilsæt 1 spiseske af æggesnapsen og bland rundt.
  6. Pisk husblas-massen sammen med resten af æggesnapsen.
  7. Hak chokoladen og hæld den i en skål med en halv deciliter piskefløde - smelt nu chokoladen over vandbad.
  8. Tilføj den smeltede chokolademasse til æggesnapsen under konstant omrøring.
  9. Vend piskefløden sammen med chokolademassen.
  10. Vend nu de stiv-piskede æggehvider sammen med resten. Rør forsigtigt rundt indtil chokolademoussen har fået en ensartet konsistens. Kom chokolademoussen i en skål eller på portionsglas og stil på køl - mindst 5 timer - gerne natten over

2023-05-29T22:01:26Z dg43tfdfdgfd