DANSKERE ADVARES DIREKTE MED SMS'ER INDEN VOLDSOM REGN: SåDAN SIKRER DU DIG

Der er truende skyer i horisonten. Både i bogstaveligste forstand, men også i overført betydning.

DMI varsler nemlig skybrud fra sent søndag aften, og i den forbindelse kommer forsikringsselskaber med en advarsel.

Det dårlige vejr skulle nemlig i særdeleshed ramme Sjælland, Lolland-Falster og Sydfyn, hvor der vil falde mellem 20 og 35 milimeter.

Kraftig regn er defineret ved, at der falder 24 milimeter på seks timer, og skybrud er defineret ved, at der falder mere end 15 milimeter på 30 minutter. I det tilfælde, der falder sådanne mængder, er det en god idé at gå en runde om sit hus.

»Vi ved af erfaring, at syv ud af ti skader kan undgås ved hjælp af enkle tiltag som for eksempel at rense tagrender og nedløbsrør, og løfte uvurderlige ejendele mindst 30 centimeter op fra kældergulvet, så de ikke risikerer vandskade, hvis uheldet er ude.«

Det siger Jan Graversgaard, direktør for Bygning og Bolig i Alm. Brand ifølge en pressemeddelelse, der er sendt ud i samarbejde med Codan. Nu advarer de kunder, og det sker blandt andet med direkte kommunikation.

80.000 kunder har således fået tilsendt en sms direke fra de to selskaber.

»Vi ved, at hurtig information kan gøre en forskel. Derfor giver vi kunderne gode råd direkte på mobilen, så de kan tage forholdsregler i tide,« udtaler Jan Graversgaard.

På grund af en forholdsvis tør jord i dagens Danmark, er der desuden gode forhold for oversvømmelser, når der falder meget regn.

De to selskaber deler disse råd til, hvordan man skal forholde sig:

  • Rens afløb, tagrender og nedløbsrør. Tjek også, om nedløbs- og gennemløbsbrønde er stoppet til af blade.
  • Løft dine ting mindst 30 cm. fra kældergulvet og placér alt på et underlag, der ikke suger vand
  • Opbevar ikke ting i kælderen, der har stor betydning for dig, og som kan tage skade af vandet.
  • Sørg for, at vandet ikke kan trænge ind i huset ved at reparere eventuelle revner eller sprækker i husets vægge eller tag.
  • Gennemgå dit hus fra kælder til kvist. Tjek, om tagsten ligger, som de skal, og om der er revner, sprækker eller utætheder i husets tag eller mure.
  • Tjek, at alle vinduer og døre er lukkede.
  • Bor I tæt på vand, og har dit hus kælder, er huset udsat for at få vand i kælderen, hvis det både regner og stormer. 
  • Brug evt. vandsikringstape ved døre og vinduer.

2025-07-06T19:27:10Z