POMMES DUCHESSE

Pommes Duchesse er en meget klassisk og simpel opskrift på kartoffeltilbehør, der har fået lidt ekstra kærlighed.

I al sin enkelthed er det små toppe af kartoffelmos rørt med muskatnød og æggeblomme, som man bager i ovnen. På den måde får man både en cremet midte og en sprød overflade. 

Det er en fransk teknik, som stammer tilbage fra 1700-tallet, og selve udtrykket à la duchesse betyder en opskrift, hvor man bruger kartoffelmos og æggeblomme. 

Man kan både lave Pommes Duchesse med rester af kartoffelmos såvel som med kartoffelmos, der udelukkende er blevet lavet til formålet - det er en god undgå madspild-ret, hvor man lige pifter nyt liv i den kartoffelmos, som blev tilovers fra gårsdagens millionbøf!

Det er en god klassiker som tilbehør, der kan bruges til steg, gryderetter og retter, hvor man skal bruge en masse god sovs. 

Det eneste, det kræver, er egentlig en stjernetyl, hvis den kosmetiske del skal være i orden - men du kan i princippet også bare lægge små klatter af kartoffelmosen på bagepapiret, som det er. 

Jeg har herunder lavet min klassiske version af Pommes Duchesse - og givet et lille fif til, hvordan det kan blive endnu mere lækkert.

Nemlig hvis man lige smider et stykke ost i midten, inden man sprøjter kartoffelmosen på. 

På den måde får den en cremet midte med ekstra smag - jeg bruger enten en god vesterhavsost eller en lagret gouda.

Fang opskriften herunder:

Pommes Duchesse

Nem kartoffel-snack!

4 portioner

45 minutter

Forberedelse: 5 minutter

Ventetid: 0 minutter

Tilberedning: 40 minutter

Ca. 700 kcal pr. portion

Ingredienser

  • 1000 gram kartofler
  • 3 stk æggeblomme
  • 80 gram smør
  • 1 tsk fint salt
  • 1 tsk muskatnød, revet
  • 1 dl piskefløde, kan undlades
  • 50 gram god smelteost: cheddar, gouda, vesterhavsost, parmesan etc.

Fremgangsmåde

  1. Skræl kartoflerne og skær dem i tern - kog dem i usaltet vand i 15-17 minutter, indtil de er helt møre.
  2. Hæld vandet fra kartoflerne (hæh), og mos dem grundigt, så der ikke er klumper. Tilsæt nu smør, indtil det smelter sammen med salt og muskatnød. Lad det afkøle lidt, hvorefter du tilføjer æggeblommerne - hvis den mangler lidt mere lind konsistens, så man kan sprøjte den ud i sprøjteposen, så kan du spæde op med lidt piskefløde.
  3. Forvarm ovnen til 200 grader varmluft - fyld den let lune kartoffelmos i en sprøjtepose med stjernetyl og sprøjt små stjerner eller andre former ud på et bagepapir. Bag dem i 12-15 minutter, indtil de er gyldne i kanterne på mønsteret.
  4. Luksusudgaven: Sprøjt en lille cirkel af mosen på bagepapiret og læg en firkant ost i midten af den - ligesom Baked Alaska sprøjter du så kartoffelmos i et mønster rundt om osten, indtil den er lukket inde. Bagetid er 16-18 minutter.

2024-09-18T08:27:50Z dg43tfdfdgfd