TRUMP FIK SIN STORE SMUKKE LOV IGENNEM: EN SELVMORDSPAGT MED KINA

Torsdag aften dansk tid fik den den amerikanske præsident Donald Trump stemt sin Store Smukke Lov igennem Kongressen.

Det er den, der på amerikansk hedder Big Beautifull Bill.

En form for finanslov, der giver skattelettelser til de rigeste og øger det amerikanske gældsloft, så den amerikanske statsgæld fortsat kan stige.

Lige nu er statsgælden i USA på 37 billioner dollars svarende til 37 tusinde milliarder dollars. Det er mere end 230 billioner kroner

Med Store Smukke Lov øges gældsloftet med fem billioner dollars svarende til 31 billioner kroner.

Ifølge en ekspert udgør Den Store Smukke Lov et skisma i Trumps politik.

»En forøgelse af den amerikanske statsgæld øger afhægigheden af Kina,« siger lektor ved Aarhus Universitet Rasmus Brun Pedersen.

Hvilket ikke just er MAGA-politik.

Trump-administrationen har nemlig gjort det til en mærkesag, at bekæmpe den kinesiske indflydelse. Både økonomisk, men særligt også sikkerhedspolitisk, hvor Kina i den trumpske optik er en farligere fjende end Rusland.

Udfordringen ved Store Smukke Lov er, at en øget statsgæld klares ved at udstede amerikanske statsobligationer. Og dem køber kineserne i stor stil, og dermed kommer USA til at stå i større gæld til Kina.  

»Derfor er Big Beautiful Bill selvmodsigende i forhold til, hvordan Donald Trump i øvrigt ser verden, med Kina som den største trussel mod global amerikansk dominans,« siger Rasmus Brun Pedersen.

Han tilføjer dog, at det ikke kun er Kina, der har en klemme på USA. Det gælder også omvendt.

For de amerikanske statsobligationerne er også en opsparing for Kina, og sælger kineserne ud af dem meget pludseligt, så falder kursen og dermed værdien af landets investering i amerikanske statsobligationer.

Derudover er det også USA, der i høj grad importerer og forbruger de kinesisk-producerede varer. 

»Det betyder, at de to lande i princippet har en selvmordspagt, hvor de kommer til at trække hinanden ned, hvis de erklærer økonomisk krig mod hinanden.  Og det har faktisk en stabiliserende faktor,« siger Rasmus Brun Pedersen.

Udover skattelettelser og en forøgelse af gældsloftet betyder Store Smukke Lov også begrænsninger på den gratis sundhedshjælp under Medicare, ligesom de offentlige udgifter ifølge aftalen skal mindskes. Dog lægges der op til at øge det beløb, der bruges på grænsekontrol og forsvar.

2025-07-06T14:27:12Z