NAKKEKOTELETTER På GRILL

Når det kommer til at stå og grille til sommer, så er der ikke noget bedre end de nemme udskæringer, man bare lige skal smide på en brandvarm grill og fremtrylle til et sommermåltid på ingen tid.

Intet ondt om de længerevarende tilberedninger og slowcooking - men der er nu noget skønt over bare at smide jakken efter en lang arbejdsdag og trække i haven for at grille og nyde solen i et roligt og overskueligt tempo.

Her kommer ting som bøf, kylling og koteletter ind i billedet som de nemme, lækre løsninger.

Koteletter på grill er en simpel og god opskrift til en sommeraften med grill på terrassen.

Koteletter fra svin er generelt ikke noget, der er besværligt at stege - det tilbyder ikke så meget på konsistens og smag, men er et dejligt, simpelt og reelt stykke kød, som passer til mange slags tilbehør til sommermad.

Skal det være lidt ekstra lækkert, så skal man have fat i nakke koteletter.

Masser af fedtmarmoreringer

Forskellen på klassiske koteletter og nakkekoteletter er, at nakkekoteletter er mere fedtmarmorerede og derfor får mere smag under tilberedning - frem for den mere magre kotelet, der er skåret af kam på gris. Og sådan en fedtholdig kotelet?

Den er skræddersyet til en hurtig tur på en meget varm grill!

Fedtet smelter og nærmest karamelliserer og det fedtholdige kød forbliver mørt og saftigt. Nakkekoteletter er nemmere at stege, så de stadigvæk er saftige - og du bestemmer helt selv, om de skal marineres eller blot steges med et godt drys salt (man kan altid drukne i sovs senere alligevel!).

Mens eksempelvis mørbrad, spareribs eller flæskesteg skal have lidt mere forberedelse, inden man smider det på grillen - så er nakkekoteletter lige ud af landevejen.

På en travl sommerdag, hvor humøret melder rosevin og afslapning skal det være nemt - og gerne noget med en masse smag i.

Og hvad bedre end nakkekoteletter, som både er billige, smagfulde, saftige og nemme at tilberede?

Det gode ved fedtmarmoreringen er nemlig også, at de tåler meget mere varme uden at miste saft og kraft og blive tør, før du får dækket bord.

Sådan griller du nakkekoteletter - hurtig guide

Temperer kødet i 30 minutter før grillning.

Varm grill - hvad enten det er kulgrill eller gasgrill - op til høj varme.

Smid nakkekoteletterne direkte på direkte varme og grill dem ca. 5 minutter på hver side. Vend gerne undervejs, men vent længe nok mellem vendingerne til, at den får lækre grillstriber.

Lad dem lige hvile i 5 minutter efter stegning og server derefter straks.

Herunder finder du et par tips og tricks til at komme i mål med nakkekoteletter:

De bedste nakkekoteletter på grillen

Hvilket tilbehør spiser man til nakkekoteletter på grill?

En sommerfrisk salat - eksempelvis en spidskålssalat - eller måske en fuldfed kartoffelsalat. Grillede majs eller tomatsalat fungerer også rigtig godt til gris.

Hvilke nakkekoteletter skal jeg vælge?

Tykkelsen er vigtig. Gerne nogle 4-6 centimeters nakkekoteletter, så de kan få fuld skrald udenpå og blive karamelliseret, inden de bliver stegt for meget indeni. Og med masser af fedtkanter og fedtmarmorering for mest smag!

Kan man bruge rester af grillede nakkekoteletter?

De kan bruges i strimler til en wok, en sandwich, som pålæg og meget andet. Og så kan grillede nakkekoteletter også fryses ned til senere brug.

Hvad er forskellen på nakkekoteletter og koteletter?

Nakkekoteletter har mange flere fedtkanter og mere marmorering, som egner sig til at blive grillet ved høj varme uden at miste saft og kraft. Og så giver det mere smag!

Kan man grille nakkekoteletter på både gasgrill og kulgrill?

Begge fungerer på direkte varme. Direkte varme for gasgrill og direkte på risten over kullene for kulgrill.

Hvornår er nakkekoteletter færdige?

Når de føles faste i kødet. ca. 5 minutter på hver side og en hviletid på 4-5 minutter.

Skal nakkekoteletter marineres?

Det er en smagssag. Nakkekoteletterne skal i så fald gerne ligge i marinaden i flere timer, eller natten over for at for alvor få smag i sig. Men de kan også klare sig med en hurtig marinade, du smører på inden grillning. Når man bruger marinade skal man altid være ekstra opmærksom på, at marinaden ikke brænder på og bliver sort før tid. Så vend hyppigere, hvis du bruger marinade!

Nakkekoteletter på grill

Saftig gris!

2 portioner

40 minutter

Forberedelse: 0 minutter

Ventetid: 30 minutter

Tilberedning: 10 minutter

Ca. 100 kcal pr. portion

Ingredienser

  • 2 stk nakkekoteletter (gerne 4-6 cm i tykkelsen)
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 tsk groft salt

Fremgangsmåde

  1. Tag nakkekoteletterne ud af køleskabet i god tid - gerne 30-60 minutter før stegning for at stuetemperere kødet, så du nemmere kan få en jævn grillning.
  2. Varm grillen op til høj varme. Pensl nakkekoteletterne let med olivenolie. Smid den direkte på den varme rist (Direkte varme for gasgrill, direkte på risten over kullene for kulgrill) og grill dem ca. 5 minutter på hver side. Vend dem gerne løbende, så længe de får grillstriber.
  3. Drys et lag salt, når de er færdigstegte og lad dem lige hvile i 4-5 minutter, inden du serverer dem eller skærer dem ud i strimler.

2023-05-15T22:25:46Z dg43tfdfdgfd