TRE KOKKES FAVORITRETTER TIL DE HURTIGE HVERDAGE

Selv professionelle kokke har dage, hvor de kommer sent hjem fra arbejde og står og stirrer tomt ind i køleskabet. Men hvad laver de så?

Her får du tre erfarne kokkes svar.

1) Pasta og quinoa på nul komma fem.

Kok og kogebogsforfatter Louisa Lorang har flere retter, som hun tyer til, når tiden er knap, og hun måske ikke lige har fået købt ind. Ofte indeholder de pasta.

- Pasta kan bare noget. Du kan for eksempel bare spise det med hvidløg og olivenolie, hvis du er lidt på røven, siger hun.

Retten laver du ved at koge spaghetti. Steg samtidig skiveskårne hvidløgsfed i rigeligt olivenolie på en pande ved middelvarme. Gem lidt af pastavandet, når spaghettien er kogt al dente.

Bland til sidst pastaen sammen med noget af pastavandet med olie og hvidløg, og tilsæt gerne hakket persille og revet parmesan. Husk at smage til med salt og peber.

En anden sikker vinder hjemme hos Louisa Lorang er quinoa, som er små fiberholdige frø.

- Her koger jeg simpelthen bare noget quinoa sammen med nogle tomater, krydderier og bønner. Enten spiser jeg det bare sådan, eller også topper jeg det til sidst med noget avocado eller en klat yoghurt, fortæller hun.

2) Asiatisk med kylling og grønt.

Grøntsager udgør basen for de fleste måltider hjemme hos David Johansen, der er køkkenchef, direktør og medejer af restauranten Plates Christianshavn, som ligger i København.

På en travl dag griber han derfor ud efter, hvad end der ligger i køleskabets grøntsagsskuffe, og så smider han det på panden. Skal der kød til, bliver det ofte kylling, som brunes på en pande, hvorefter han kommer grøntsagerne i.

- Jeg tilsætter enten rød karrypasta eller en blanding af soja og hoisinsauce og slutter af med et bundt friske skud koriander på toppen, fortæller David Johansen, der også kan finde på at lave en ganske simpel pastaret.

- Den er egentlig helt vildt mærkelig, siger han.

Her sauterer du løg og hvidløg, som du har revet på et rivejern, i en gryde. Hæld dernæst noget syre i form af for eksempel en sjat vineddike eller en rest hvidvin ned i. Kog pastaen, og bland den og noget af pastavandet med løgblandingen.

- Så tilsætter jeg revet parmesan eller pecorino eller en klat mascarpone. Det er sådan en rigtig go-to-ret, som vi tit laver herhjemme, fortæller David Johansen.

3) Gryderet uden kød.

Kokkeunderviser på Hotel- og Restaurantskolen Thomas Rønsch Toftdahl har altid udblødte kikærter på dåse stående i køkkenskabet.

- Jeg skyller og rister dem på panden med nogle urter, og så tilsætter jeg nogle gange flåede tomater og en lille smule fond og lader det koge godt ind. Det bliver nærmest til en gryderet - bare uden kød, fortæller han.

Som tilbehør serverer han måske noget gratineret brød, og har han lyst til kød, tilføjer han nogle stykker chorizopølse til retten.

Den hurtige hverdagsret i hans køkken kan også være stegte ris. Her steger du en omgang kogte ris på panden sammen med de grøntsager, som du finder i køleskabet.

- Put eventuelt to æg i, lad det hele riste på panden, og server! Det tager et kvarter at lave og er sund og næringsholdig hyggemad, siger Thomas Rønsch Toftdahl.

/ritzau fokus/

2024-02-07T07:09:16Z dg43tfdfdgfd